Der er op til 90.000 job i anlægsinvesteringer

I de kommende 10 år vil der blive brugt tusindvis af ledige hænder til de planlagte milliardbyggerier som Femern Bælt, jernbaner og supersygehuse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det såkaldte Leo Larsen udvalg, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nedsatte tidligere på året, er nu kommet med sine anbefalinger til, hvad behovet for arbejdskraft i forbindelse med de kommende milliardbyggerier er.

- Vi vurderer, at der skal bygges større infrastruktur- og anlægsprojekter for knap 200 milliarder kroner svarende til knap 9000 job årligt på bygge- og anlægsområdet i Danmark de næste 10 år, siger formanden for udvalget og direktør i Sund & Bælt, Leo Larsen.

Udvalget kom med sin 100 lange sider rapport fredag. Og heri er der 12 konkrete anbefalinger til, hvordan flere ledige kommer i job på milliardbyggerierne.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger i en kommentar til rapporten, at det nu handler om at blive bedre til at matche de virksomheder, som skal bygge de store infrastruktur- og anlægsprojekter, og de arbejdsløse der skal ind på arbejdsmarkedet.

- Vi skal høste det fulde udbytte af de store anlægsprojekter, så vi fastholder og skaber nye job til den danske arbejdsstyrke, siger ministeren om udvalgets arbejde.

I forslaget til finansloven for 2014 foreslår regeringen, at de offentlige investeringer løftes med tre milliarder kroner til 44 milliarder kroner i 2014. Pengene skal blandt andet bruges til at bygge en ny Storstrømsbro og Holstebromotorvejen.

- Med ekspertudvalgets arbejde i bagagen får vi et godt udgangspunkt for at få maksimalt udbytte af alle de mange investeringer. Dermed får flere arbejdsløse sig et arbejde at stå op til, siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en kommentar.

/ritzau/