I EU har det danske formandskab onsdag forhandlet sig frem til en aftale om at indføre et loft over priserne for at gå på internettet med sin mobiltelefon for at tjekke e-mails og læse nyheder.
Prisloftet indføres fra starten af juli.
- Det er en historisk aftale uden sidestykke, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til Ritzau.
- Det er en fantastisk aftale set med forbruger- og erhvervsøjne i hele Europa, fordi vi får priserne markant reduceret.
Det har hidtil været en dyr fornøjelse at gå på nettet i udlandet. Ifølge IT- og Telestyrelsen koster det nu mellem 17,5 og 20 kroner for en megabyte internet-data uden for Danmark.
Men med den nye aftale må en udbyder højst afkræve 6,5 kroner per megabyte. Priserne falder yderligere i 2013 og igen i 2014, hvor prisen vil være 1,9 kroner.
Derfra er der dog stadig et pænt stykke ned til de priser, som teleselskaber i Danmark kan tilbyde inden for de danske grænser, og derfor håber Ole Sohn, at udlandspriserne ryger yderligere i bund.
- Den her aftale går i virkeligheden ud på at få skabt et marked og tvinge markedet til at fungere. Jeg er helt overbevist om, at det vil sætte priserne yderligere ned, når vi øger konkurrencen, vurderer ministeren.
Aftalen gør også sms'er samt ind- og udgående opkald billigere de næste år.
Med i den nye forordning er desuden tiltag, der skal sikre bedre adgang for små mobilselskaber samt gøre det muligt for kunderne at vælge udbyder på roaming uafhængigt af kundens nationale teleselskab.
Roaming betyder, at man som telekunde kortvarigt sendes over på andre selskabers net i stedet for at bruge sit eget teleselskab.
EU-Kommissionen vil analysere markedet i 2016 for eventuelt at fjerne prislofterne i 2017.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde