DF: 3F bør blokere billige chauffører
Dansk Folkeparti deler 3F's bekymringer for de danske lastbilchauffører, som trues af en stigende brug af udenlandsk arbejdskraft på de danske veje.
Men fagforeningen sidder med hænderne i skødet i forhold til problemet, mener partiets trafikordfører.
- Nu står 3F ude ved Vejlegården med alle deres røde faner og laver blokader, men i forhold til det her sidder man fuldstændig på hænderne, siger Kim Christiansen.
3F har torsdag offentliggjort en rapport sammen med Dansk Transport og Logistik, som vurderer, at hvis udviklingen i lastbilbranchen fortsætter, så vil det koste statskassen 3,7 milliarder kroner om året i 2020.
Samtidig kritiserer rapporten den danske tolkning af EU-reglerne på området for at give udenlandske vognmænd for vide beføjelser til at køre indenrigsture i Danmark.
- Det er fint, man kommer med udregninger, men hvorfor går man ikke ud og blokerer de virksomheder, som åbenlyst er afsløret i det her svindel, spørger Kim Christiansen.
- Så får man lagt pres på regeringen, så Trafikstyrelsen kan ændre den her fortolkning, så den kommer i overensstemmelse med det, man eksempelvis gør i Frankrig, mener ordføreren.
I Frankrig har man indført omvendt bevisførelse, så udenlandske lastbiler selv skal bevise, at de kører lovligt.
Samtidig kan ulovlig kørsel give bøder på op til 15.000 euro (112.000 kroner) i Frankrig, mens man i Danmark maksimalt udskriver indkrævninger på 25.000 kroner.
Selvom Kim Christiansen revser chaufførernes fagforbund, så er han enig i, at den danske fortolkning af de såkaldte cabotageregler skal ændres. Reglerne giver udenlandske chauffører lov til i begrænset omfang at køre indenrigsture i forbindelse med internationale transporter,
- Man skal ikke lægge sig fladt ned og opgive det hele. Regeringen har sagt, at man ville gøre op med cabotagekørslen, og det gør man ikke, hvis man ikke ændrer på den her fortolkning, mener han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned