Flere lokale formænd og næstformænd i Socialdemokraterne og SF er klar til at gå på kompromis med De Radikales ønske om at afskaffe 24-års reglen, hvis den røde blok vinder valget.
Dermed får Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) sværere og sværere ved at holde løftet om en fast udlændingepolitik, mener Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
- Konklusionen må være, at 24-års reglen bliver afskaffet, hvis der kommer en rød regering. Det kommer man ikke udenom. Det vil være et krav fra både De Radikale og Enhedslisten, og nu kan vi også se, at der er et hårdt pres fra S-SF's bagland, siger Skaarup.
Han mener, at en eventuel afskaffelse af 24-års reglen vil "bombe udlændingepolitikken 10 år tilbage".
En rundspørge, som Ritzau har foretaget, viser, at flere lokale socialdemokrater og SF'ere er klar til kompromis med Radikale om boligskatten og 24-års reglen.
Svarprocenten i rundspørgen er dog for lav til, at man kan kalde det en generel tendens.
Undersøgelsen viser, at 13 ud af de 22 lokalformænd fra SF, der har svaret, mener, at en S-ledet regering skal være klar til at gå på kompromis for at imødekomme De Radikales ønske om at afskaffe 24-års reglen.
For Socialdemokraternes vedkommende vil 11 ud af 35 lokalformænd være klar til at gå på kompromis.
Peter Skaarup mener, at partiledelsen i S-SF har forsøgt at give et billede af, at man holder fast på 24-års reglen for ikke at skræmme vælgere væk.
- Det er kold beregning, når de påstår, at man ikke vil afskaffe 24-års reglen, fordi man ved, at der er et stort flertal i befolkningen, som ikke vil ændre på den nuværende udlændingepolitik.
- Man starter valgkampen, og man slutter valgkampen med en løgn, men det håber jeg, at befolkningen kan gennemskue, siger Peter Skaarup.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker