DI frygter for eksport efter nyt vækstskøn

Den Internationale Valutafond IMF's nye og nedjusterede prognose for vækst i verdensøkonomien kan ramme Danmark på eksporten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det frygter organisationen DI, der ser op mod 10.000 job i eksporten på vej til at forsvinde i løbet af de næste to år.

Ifølge IMF vil væksten i eurozonen være stort set fraværende til næste år. Høj arbejdsløshed, skuffende nøgletal og svigtende tillid vil trække en lav vækst også ind i 2013.

Sammen med udsigten til en lavere vækst verden over vil det gå ud over den danske eksport, venter Dansk Industri.

- Når vækstudsigterne er blevet nedjusteret verden over, vil det helt klart svække eksportudsigterne for danske virksomheder, siger chefkonsulent Allan Sørensen, DI.

Hvis man tager højde for de enkelte landes betydning for den danske eksport og sammenvejer de økonomiske prognoser, viser tallene, at væksten på de danske eksportmarkeder vil blive på 1,8 procent i 2013 og 2,4 procent i 2014.

Det er en nedjustering på en halv procent i 2013 og en kvart procent i 2014, siden IMF kom med sin seneste verdensprognose i april. Det bekymrer DI.

- I løbet af bare et halvt år er vækstudsigterne for de kommende år aftaget ganske betydeligt.

- Den lavere vækst i verdensøkonomien betyder, at dansk eksport vil blive svækket med mere end 10 milliarder kroner ved udgangen af 2014, eller hvad der svarer til mellem 9000 og 10.000 danske arbejdspladser, siger Allan Sørensen.

Han peger på, at situationen er ekstra alvorlig lige nu, fordi eksporterhvervene tabte mere end 80.000 arbejdspladser i løbet af finanskrisen.

- Den lavere vækst og generelle usikkerhed betyder, at virksomhederne holder sig tilbage med at genbesætte de tabte arbejdspladser, siger DI-chefkonsulent Allan Sørensen.

/ritzau/