Dong-chef: Nedskæring skal sikre sunde tal
Foto: Henning Bagger /Scanpix
Henning Bagger /Scanpix
Den nye Dong-chef Henrik Poulsen har taget hårdt fat med torsdagens handlingsplan, der koster op mod 600 stillinger i koncernen.
Ifølge Henrik Poulsen er det nødvendigt med fyringerne for at sikre en sund økonomi i energikoncernen.
- Vi har ikke det afkast på den investerede kapital, som vi ønsker. Derfor har vi været nødt til at gå ud med en plan, der kan styrke indtjeningen og kapitalstrukturen, siger Henrik Poulsen.
Dongs problemer knytter sig i stort omfang til meget lange kontraktforpligtelser i forbindelse med tyske gaslagre. De udvikler sig dårligere end planlagt, og derfor må selskabet hensætte et milliardbeløb til tab.
Men dertil kommer, at gaspriserne i Europa er under pres på grund af et stort udbud.
Samtidig er CO2-kvoter lave, så kulfyrede kraftværker står stærkere i konkurrencen end de gasfyrede.
- Vi har ledt efter nogle mål, der samlet set kan bringe koncernen et stort skridt videre til næste år, siger Henrik Poulsen.
Den store nedskæringsrunde er led i en plan, der samlet skal skære en milliard kroner af Dong Energys omkostninger. Det er det niveau, som Dong-ledelsen har fundet nødvendigt for at få indtjeningen i koncernen på plads.
- Fire af vore fem forretningsområder følger planen, men det femte er hårdt ramt af udviklingen i det europæiske gasmarked. Det er ikke en krise for Dong, men vores indtjening og kapitalstruktur er ikke, hvor den skal være, siger Henrik Poulsen.
- Det tager vi nu hånd om, så vi sikrer, at de markante ambitioner, vi har for fremtiden, også hviler på et solidt økonomisk fundament, lyder det fra Henrik Poulsen.
Afskedigelserne kommer til at finde sted bredt i Dong-koncernen, men hovedparten vil ligge i Danmark, da 6000 af de i alt 7000 Dong-ansatte er placeret herhjemme.
Henrik Poulsen venter, at man ved månedens udgang vil have klarhed over, hvor mange stillinger der kan skæres væk som ubesatte eller som følge af en frivillig fratrædelse.
Dermed vil det også stå klart, hvor mange egentlige afskedigelser der bliver tale om.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker