Dong poster milliarder i oliefeltet Hejre

Samlet vil en udbygning af Hejre-feltet i den danske del af Nordsøen ende med 500 nye arbejdspladser:

- Hejre bliver den største udbygning i den danske del af Nordsøen i årevis og kommer hele industrien og det danske samfund til gavn, siger Anders Eldrup, koncernchef i Dong Energy, i en meddelelse til fondsbørsen i København, og fortsætter:

- Vi forventer, at udbygningen skaber omkring 500 nye, permanente arbejdspladser og et betydeligt bidrag til, at Danmark fortsat kan være selvforsynende med olie og gas, siger Anders Eldrup.

Det er Dong Energy, der sammen med partneren Bayerngas, investerer 12,1 milliarder kroner i udbygningen af Hejre-feltet. Pengene skal bruges til produktionsplatform, boring af produktionsbrønde og nye rørledninger.

Af den samlede investering på de over 12 milliarder, kommer Dong til at poste 7,3 milliarder kroner i, da koncernen ejer 60 procent af feltet.

Udbygningen kommer også til at smitte af på Fredericia. For oveni vil Dong investere omkring to milliarder kroner i en olieterminal i byen, hvor man skal behandle olien fra blandt andet Hejre-feltet.

Hos Dong regner man med, at Hejre-feltets samlede oliereserver er på omkring 170 millioner tønder olieækvivalenter.

Dongs andel af dem bliver på 100 millioner tønder.

Man regner med, at udbygningen af feltet er færdig sidst i 2015.

Den samlede regning for Dong Energy på udbyggelsen og Fredericia løber op i 9,2 milliarder kroner.

/ritzau/

Der er mange penge i at hente olie op fra undergrunden. Og arbejdspladser.

Offentliggjort Sidst opdateret