DR: Dong Energy står til skattesmæk i Nordsøen
Mens Mærsk slipper for højere skat i Nordsøen, er der dårligt nyt for det statsejede Dong Energy.
DR Nyheder erfarer, at regeringen har besluttet at hæve skatten for Dong Energy og andre olieselskaber i Nordsøen - på nær de tre selskaber Shell, Chevron og A. P. Møller - Mærsk i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).
Det vil fremgå af det Nordsøeftersyn, der bliver fremlagt på torsdag.
Mens DUC-selskaberne siden 2003 har afleveret omkring 60 procent af deres overskud til statskassen, har olieselskaberne uden for DUC pumpet olie op til en langt lavere skat på under 30 procent.
Den forskel ønsker regeringen at fjerne, så selskaberne uden for DUC fremover skal betale det samme i skat som selskaberne i DUC. En ændring, der vil sikre statskassen en betydelig merindtægt.
I sidste uge kom det frem, at Dong Energy i øjeblikket går tiggergang hos finansminister Bjarne Corydon (S) for at få tilført ekstra milliarder. Det skattesmæk, som selskabet nu kan se frem til, vil øge presset på Dong yderligere.
Når regeringen uden videre kan hæve skatterne for selskaberne uden for DUC, bunder det i, at de ikke er omfattet af den klausul, der berettiger Mærsk, Shell og Chevron til kompensation i tilfælde af, at skatterne hæves.
I dag sidder selskaberne uden for DUC på 10 procent af produktionen i Nordsøen, men i de kommende år vurderes deres andel at stige til 35 procent. Udover Dong Energy er det hovedsageligt amerikanske Hess, der er storspiller.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde