ECB holder renten i ro - lidt endnu
Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder eurorenten på 0,75 procent. Det står klart efter torsdagens med spænding imødesete udmelding fra ECB.
Økonomerne var splittede i vurderingen af, om banken ville sænke renten eller lade den være uændret på de rekordlave 0,75 procent. Men det endte altså med en uændret rente, der i parentes bemærket stadig er historisk lav.
Økonomerne ser det som udtryk for, at ECB lige nu har mere travlt med at opkøbe statsobligationer i de gældsplagede lande i et forsøg på at løse den europæiske gældskrise.
- Den udeblevne rentenedsættelse kan blive set som et signal om, at ECB vil bruge alle ressourcer på at diskutere og fremlægge det nye opkøbsprogram, siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.
Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen er ikke overrasket over, at rentenedsættelsen udeblev denne gang.
- At der ikke kom en rentenedsættelse i dag ændrer dog ikke ved, at vi stadig venter en yderligere rentenedsættelse på et senere tidspunkt, siger Jes Asmussen og fortsætter:
- ECB-chef Draghi har gentagne gange gjort opmærksom på, at den pengepolitiske transmissionsmekanisme er gået i stykker i de fleste lande i euroområdet.
Det betyder, at de lavere renter fra ECB ikke finder vej ud til forbrugerne og virksomhederne, som det var meningen, forklarer han. Dermed er effekten af yderligere rentenedsættelser til at overse.
Det var på forhånd ventet, at Nationalbanken ville følge efter og sænke den danske udlånsrente, hvis ECB gjorde. Men med ECB's beslutning om at gemme lidt på rentekrudtet vil Nationalbanken efter alt at dømme også holde renten i ro.
- Dermed er presset også taget af Nationalbanken, der med sindsro kan fastholde de danske renter uændret, siger senioranalytiker Jan Størup Nielsen.
Han er overrasket over, at ECB valgte at holde renten i ro.
- Vi havde ventet, at den betydelige svækkelse af de økonomiske nøgletal hen over sommeren allerede i dag ville blive besvaret med en rentesænkning fra ECB, siger Jan Størup Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker