ECB skifter kurs: Opkøber statsobligationer
Den Europæiske Centralbank, ECB, skifter kurs og vil opkøbe statsobligationer i kriseramte eurolande for "ubegrænsede beløb" i et til tre år.
Det meddeler ECB-chef Mario Draghi på et med spænding ventet pressemøde efter centralbankens rentemøde i Frankfurt.
- Treårige obligationer giver den bedste virkning. Og vi sætter ikke grænser for beløbene, men vil opkøbe, indtil vi har nået de mål, vi har sat os, siger han.
Det banebrydende indgreb kommer til at foregå under strenge betingelser, så de pågældende eurolande skal være villige til at underkaste sig en striks kontrol fra EU's redningsfonde, EFSF og ESM.
Følges betingelserne ikke, vil støtten blive stoppet, og der kan kun opkøbes obligationer fra ECB's side, hvis de kriseramte eurolande sender en anmodning til redningsfondene.
- Der er ingen automatik i det her. ECB træffer beslutningerne hver for sig og uafhængigt, lyder det fra den italienske ECB-boss.
Draghi fortæller, at beslutningen om indgrebet ikke har været enstemmigt, da et af de 23 rådsmedlemmer har stemt imod.
Den tyske forbundsbanks chef, Jens Weidmann, har som den eneste i forvejen protesteret voldsomt imod opkøbet. Han opfatter det som et brud på ECB's regler, fordi man nu sætter gang i seddelpressen for at finansiere medlemsstater.
Men Draghi er ikke overraskende overbevist om det modsatte.
- Strenge og effektive betingelser er en essentiel del af dette program. Vi handler inden for vores mandat, som er at opretholde stabiliteten i priserne. Euroen er ikke reversibel, fastslår han på pressekonferencen.
Og børserne kvitterer torsdag med store kursløft. Aktiekurserne i eurozonen er ifølge Reuters således nået op på det højeste niveau i fem måneder.
Stoxx 50-indekset, der samler de 50 største aktier i 12 eurolande, er ud på eftermiddagen steget med 2,3 procent til 2497,10 point efter at have været helt oppe over 2500 point, et niveau, indekset ikke har været oppe på siden begyndelsen af april.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker