Nedgraderingen kan gøre det dyrere for bankerne at låne penge - og det kan i sidste ende komme til at koste for kunderne. Det fortæller Jesper Rangvid, som er professor i finansiering på handelshøjskolen CBS i København.
- Det har en bestemt en betydning, at bankerne bliver nedgraderet. Det bliver nemlig dermed normalt dyrere for bankerne at låne penge, fordi udlånerne altid ser på en banks kreditvurdering, siger han og fortsætter:
- Bankerne skal alt andet end lige have dækket regningen - og det kan altså gøre det dyrere for kunderne at låne penge i banken, siger Jesper Rangvid.
Moody's har gennemført en større gennemgang af 114 europæiske finansielle institutter, og det er altså herefter, at de danske institutter er blevet nedgraderet.
Økonomen er ikke overrasket over, at de danske banker nu er blevet nedgraderet. Det skyldes nemlig til dels den økonomiske krise i Europa.
- Nedgraderingerne er et led i Moody's gennemgang af hele den europæiske banksektor, hvor turen nu er kommet til Danmark, siger Jesper Rangvid.
- En del af forklaringen skal altså findes i den europæiske gældskrise. Men det handler selvfølgelig også om bankernes egen situation, siger han.
Spar Nord Bank og Ringkjøbing Landbobank er også blevet nedgraderet. Hårdest ramt er Nykredit Realkredit og Nykredit Bank, som har mistet tre hakker og i fremtiden har vurderingen Baa2.
Nedgraderingerne af de danske banker kommer efter, at Danske Bank tidligere onsdag fik et skud for boven, da et andet stort kreditvurderingsselskab - Standard & Poor's - satte bankens rating et trin ned.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker