Ekspert: Ipad Mini vil udrydde konkurrenter
Mens Apples vicedirektør, Philip W. Schiller, brugte ord som "fantastisk" og "utrolig", da han tirsdag aften dansk tid præsenterede den nye Ipad Mini, så er chefredaktør på mobilsiden.dk, John G. Pedersen, knap så imponeret.
Med Mini'en, der har en skærm på 7,9 tommer, en tykkelse på 7,2 millimeter og en vægt på 310 gram, bevæger Apple sig ind på markedet for de små tavlecomputere, de såkaldte syvtommer-tablets.
- Der er ikke noget innovativt i den nye Ipad. Det er mere af det, vi har set, men det er så præsenteret i en anden indpakning.
- Den afdøde chef, Steve Jobs, frarådede at gå ind på det marked. Han var personligt imod det, og han så intet behov for en tablet i den størrelse. Men nu går Apple ind på markedet af rent kommercielle årsager, siger John G. Pedersen.
Ipad Mini'en kommer som et modsvar til Google Nexus 7 og Galaxy Tab 2, der begge har skærme på syv tommer.
John G. Pedersen er dog overbevist om, at Ipad Mini vil blive en ny kommerciel succes forstået på den måde, at den vil sætte konkurrenterne skakmat.
- Den vil komme til at klare sig helt fantastisk mod konkurrenterne, for Apple har et enormt stærkt brand.
- På markedet for tablets er der ingen argumenter for at købe andet end en Ipad, og slet ikke på markedet for syvtommertablets, siger han.
Og det skyldes, at Ipad Mini'en udnytter sin skærm optimalt, så man kan bruge de app's der er udviklet til de store Ipads. Imens må konkurrenterne på markedet for tablets med skærme på syv tommer bruge mobil-apps, som bare bliver forstørret op.
Ud over Ipad Mini præsenterede Apple tirsdag aften dansk tid den nye generation af den velkendte Ipad, samt et par forskellige nye Mac-computere.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker