Ekspert spår spændinger for ny regering

Lørdag eftermiddag lød brandalarmen på Crowne Plaza i København, og topforhandlerne fra Socialdemokratiet, SF og De Radikale måtte tage sig en ufrivillig pause og evakueres.

Brandalarmen var falsk, og parterne kunne genoptage forhandlingerne om det kommende regeringsgrundlag.

Og der er heller ikke gået hvid røg op fra hotellet som et tegn på, at en kommende regeringen har fået puslespillet om regeringsgrundlaget til at gå op.

Men én ting står allerede nu lysende klart.

De Radikale har vist sig som en særdeles hård forhandlingspartner for Socialdemokraterne og SF.

- Alle de ting, der siver ud, viser, at De Radikale står endog meget stærkt.

- De plukker alle de frugter, de kan og står som dem, der får noget igennem, men S-SF står som dem, der giver fra sig, siger politisk kommentator Rasmus Jønsson.

Det er ikke mange dage siden, at De Radikale fejede millionærskatten af bordet, og senest forlyder det ifølge Berlingske, at det nu også er lykkes for den radikale leder Margrethe Vestager og co. at gennemtvinge lempelser i topskatten.

Men ifølge Rasmus Jønsson skal man dog også tage de seneste udmeldinger med et gran salt.

- Der er gået spin i den, siger han.

- Man skal være påpasselig med at tro, at De Radikale kører sine forhandlingspartnere over, før vi ser den endelige pakke.

- De Radikale har fortsat valgkampen ind i forhandlingerne, kan man sige, og har haft meget travlt med at få resultaterne ud i pressen, siger han.

Ifølge den politiske kommentator er der dog ingen tvivl om, at De Radikales fremfærd sætter tålmodigheden på prøve i det røde bagland. Især hos SF.

- I SF har man en selvforståelse af, at man de sidste tre år har leveret varen og fundamentet for, at man nu skal sidde i en regering.

- Men på målstregen bliver man overhalet af De Radikale, som nu endda flager med det. Det er ikke ligefrem vitaminer for et muligt regeringssamarbejde, siger han.

Men i politik går det op og ned, og De Radikale skal være påpasselige med at spænde buen for hårdt, mener Rasmus Jønsson.

- Det er et nyt projekt det her, og det er klart, at alle parter vil det rigtig meget. Men der er ingen tvivl om, at De Radikales ageren er noteret i bogen, siger han.

/ritzau/

På baggrund af regeringsforhandlingerne vil en S-SF-R-regering opleve voldsomme gnidninger, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret