Den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt er nødt til at få De Radikale med i en ny regering med S og SF.
Det vurderer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
- Hvis ikke De Radikale er med, får man det virkelig svært. For de eneste, man kan forhandle med alene for at få et flertal, er Venstre, siger han.
Johannes Andersen peger på, at S og SF kan få de Radikale med ved at tilbyde partiet nogle tunge ministerposter.
- Jeg kunne godt forestille mig, at SF får udenrigsministerposten, og så kan De Radikale få nogle tunge økonomiske ministerier, siger han.
Hvis S og SF til gengæld får De Radikale med i en ny regering, kan man sikre et flertal med mindre partier som Enhedslisten, hvor parterne vil have nemmere ved at mødes.
Men det bliver ikke let, vurderer Johannes Andersen. S, SF og De Radikale er blandt andet dybt uenige om efterlønnen og skatteområdet.
- Det er en kanon svær opgave, som Helle Thorning er kommet på. Det, der binder dem sammen, er et ønske om at lave en ny regering, siger han.
Derudover er det afgørende, at S og SF giver en lovning til Margrethe Vestager på, at man vil se på en ændring af skatten fremover.
- Man kunne for eksempel lave en skattekommission, som ser på hvordan man kan forbedre skattemulighederne i både top og bund på længere sigt, siger Johannes Andersen.
Han har svært ved at give et bud på, hvor lang tid der går, før regeringsgrundlaget er på plads.
- Længden af forhandlingerne vil vise, hvor god Helle Thorning er til at forhandle. Hendes forhandlingserfaring er ikke den længste, så det er nu hun bevæger sig ind i et helt nyt politisk håndværk, siger Johannes Andersen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde