Ekspert: Thorning ligner en klar vinder

Helle Thorning-Schmidt (S) er godt på vej ind i Statsministeriet.

Det vurderer valgforsker og lektor Rune Stubager fra Aarhus Universitet, efter at valgstedsmålinger fra både TV2 og DR giver rød blok regeringsmagten.

- Alt peger i den retning, og det er ikke så overraskende. Det falder jo efter det, som vi har set i målingerne indtil videre, siger Rune Stubager.

Det vil derfor også være en kæmpe overraskelse, hvis nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) formår at holde fast i et flertal, når stemmerne er talt endeligt op.

- Det ville være en af de større. Sådan tror jeg, at man kan sige det på jysk, for der har jo ikke været en eneste måling i hele valgkampen, der har sat ham foran, siger Rune Stubager.

Megafon, der har foretaget målingen for TV2, vurderer, at der er en usikkerhed på to procent i målingen, og Rune Stubager påpeger ligeledes, at målingerne skal tages med et gran salt.

- Der er jo en betydelig usikkerhed knyttet til dem stadigvæk, fordi der stadig er tid at stemme i. Og selvom exit polls er bedre end almindelige meningsmålinger, fordi folk faktisk har gjort det, som de meddeler, så er der stadig en vis usikkerhed i dem.

- Så indtil vi har optalt en passende andel af de rigtige stemmer, så vil der stadig være betydelig usikkerhed forbundet med dem, siger Rune Stubager.

Valgstederne lukker klokken 20, og et endeligt valgresultat ventes at være klar omkring klokken 23 i aften.

/ritzau/

Lars Løkke Rasmussen skal skabe en sensation, hvis han vil bevare regeringsmagten, vurderer valgforsker.

Offentliggjort Sidst opdateret