Eksperter: Helle har brug for De Radikale

Den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt er nødt til at få De Radikale med i en ny regering med S og SF.

Det vurderer samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet og politisk kommentator Peter Goll.

- Hvis ikke De Radikale er med, får man det virkelig svært. For de eneste, man kan forhandle med alene for at få et flertal, er Venstre, siger Johannes Andersen.

Han peger på, at S og SF blandt andet kan få de Radikale med ved at tilbyde partiet nogle tunge ministerposter.

- Jeg kunne godt forestille mig, at SF får udenrigsministerposten, og så kan De Radikale få nogle tunge økonomiske ministerier, siger han.

Hvis S og SF til gengæld får De Radikale med i en ny regering, kan man sikre et flertal med mindre partier som Enhedslisten, hvor parterne vil have nemmere ved at mødes.

Men det bliver ikke let. S, SF og De Radikale er blandt andet dybt uenige om skatteområdet og den økonomiske politik.

Johannes Andersen mener, at S og SF er nødt til at give en lovning til Margrethe Vestager på, at man vil se på en ændring af skatten.

- Man kunne for eksempel lave en skattekommission, som ser på, hvordan man kan forbedre skattemulighederne i både top og bund på længere sigt, siger han.

Søvndal og Thorning er også nødt til at acceptere De Radikales krav om at afskaffe af efterlønnen. I stedet må S og SF forsøge at få noget andet i bytte, vurderer politisk kommentator Peter Goll.

- De har nogle rigtig svære forhandlinger foran sig, men det er overvejende sandsynligt, at det lykkedes. Når De Radikale vil det brede samarbejde, så må de også selv give noget, siger han.

Det vil dog ikke overraske ham, hvis der går tre uger, før Helle Thorning-Schmidt kan præsentere sit nye ministerhold.

- Men hvis de finder hinanden på et område, hvor alle synes, de kommer igennem med skindet på næsen, kan det sagtens blive en regering, der holder i flere år, siger Peter Goll.

/ritzau/

Helle Thorning-Schmidt står over for en vanskelig opgave med at danne ny regering, vurderer valgeksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret