Eksperter: Helle kan være klar næste uge

I midten eller slutningen af næste uge vil den kommende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) være i mål i forhandlingerne med SF og De Radikale om en ny regering og dens program, regeringsgrundlaget.

Sådan lyder prognosen fra et par fremtrædende kommentatorer.

Kommunikationsrådgiver Peter Goll, som har arbejdet for SF, gætter på, at forhandlingerne er slut sidst i næste uge.

Dermed vil der være gået to uger siden valget torsdag i sidste uge, men det vil ikke være specielt lang tid.

Den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter har været ude i at bruge tre uger på at forhandle en regering med De Radikale på plads, påpeger Goll.

- Alle parter skal give sig meget. De vil have det til at se ud som om, de ikke har givet sig let, siger han.

Intet slipper ud fra de tæt lukkede døre til forhandlingslokalerne på hotel Crowne Plaza i Ørestad nær Københavns Lufthavn.

Hans Engell, tidligere konservativ minister og leder, gav lørdag i TV2 News udtryk for, at det vil se sjusket ud, hvis forhandlingerne trækker ud meget længere end til onsdag.

Når regeringens program, regeringsgrundlaget, er på plads, skal der udnævnes over 20 ministre og skrives en tale til Folketingets åbning tirsdag 5. oktober - altså om en uge fra på tirsdag.

Et problem for alliancen mellem Socialdemokraterne og SF er, at De Radikale har aftalt store nedskæringer i efterlønnen sammen med et flertal fra den afgående regering og Dansk Folkeparti.

Enhedslisten, som skal være støtteparti for den nye regering, trækker i modsat retning af De Radikale.

Alligevel mener den afgående statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at den nye regering nok skal holde.

- Jeg tror, at der i det ny flertal er mange kameler, der skal sluges, og jeg tror på, at magtens sødme kan medvirke til, at de bliver slugt, siger Lars Løkke til Frederiksborg Amts Avis.

/ritzau/

Kommentatorer mener, at forhandlingerne om en ny regering kan være færdige i næste uge.

Offentliggjort Sidst opdateret