Eksperter vil splitte europæiske banker ad
Endnu inden EU for alvor er kommet i gang med at bygge en planlagt ny bankunion, kommer en gruppe eksperter nu med forslag til flere radikale reformer af, hvordan de europæiske banker arbejder.
Centralt i den rapport, der tirsdag bliver afleveret til EU-Kommissionen, er et forslag om, at banker skal udskille deres mere risikobetonede investeringsvirksomhed fra almindelig bankvirksomhed, der tager sig af privatkunders sparepenge og yder lån til småvirksomheder.
- Dem, der løber risikoen, skal ikke bare høste gevinsterne, men også stå for tabene i bankvirksomheden, siger ekspertgruppens leder, den finske nationalbankdirektør Erkki Liikanen, ved præsentationen af gruppens rapport tirsdag i Bruxelles.
Liikanen siger, at hans mål er at "genskabe tilliden mellem banker og offentlighed".
Ifølge eksperterne kan opsplitningen klares rent juridisk og behøver ikke betyde, at bankerne skal brydes op i helt nye virksomheder. Og kravet skal kun gælde i banker med "en betydelig andel" af investeringsvirksomhed.
Dermed skal man ifølge rapporten sikre, at indlån "ikke længere direkte støtter risikable handelsaktiviteter".
Forslaget om opsplitning af bankerne er det mest vidtrækkende i ekspertgruppens rapport.
Der er også lagt op til skærpede krav til bankernes ledelse med mere kontrol af både chefer og bestyrelsesmedlemmer, ligesom der er forslag om en ny konstruktion for bankansattes omdiskuterede bonusordninger.
Andre forslag bygger videre på allerede igangværende reformer af blandt andet krav til bankers kapital og om etableringen af et europæisk banktilsyn som led i en bankunion.
Ekspertgruppens anbefalinger bliver nu sendt til høring i seks uger. Flere iagttagere har på forhånd gættet på, at EU-Kommissionen næppe har travlt med at tage hul på nye reformer på et tidspunkt, hvor der er rigeligt at gøre med at håndtere den akutte krise.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker