EL-ordfører: Jeg havde også stemt nej
6000 slagteriarbejdere i Danish Crown gjorde rigtigt i at afvise en lønnedgang, hvor deres penge skulle indskydes i et selskab for at sikre nok slagtesvin til koncernens danske slagterier.
Det siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.
- Jeg ville have stemt på samme måde. Så det kan jeg godt forstå. Der var ingen reel garanti for slagteriarbejdernes penge. Landmændene og arbejdsgiverne havde den kæmpe store fordel. Slagteriarbejderne havde den store risiko, siger Christian Juhl.
- Man skal tænke sig godt om. Det er jo en slags lotteri.
Danish Crowns ledelse har advaret om, at 1000 job er truet, hvis der ikke der sker noget drastisk. Der kan komme fyringer og slagterilukninger i koncernen i de kommende år.
Lønaftalen betød, at Danish Crowns ansatte mistede 6,4 procent af bruttolønnen i 2014. Så skulle satsen nedtrappes til 4,7 procent i 2015, 3,2 procent i 2016 og 1,8 procent i 2017.
Danish Crown har haft milliardstore overskud. Derfor er det grotesk, at de ansatte skal skaffe risikovillig kapital, mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører.
- Der er ingen tvivl om, at der kan slagtes i Danmark. Der er kvalificeret arbejdskraft, højteknologi og effektive arbejdspladser. Det er et spørgsmål om vilje. Det er kun et spørgsmål om, hvor stort overskuddet skal være på slagterierne, siger Christian Juhl.
Spørgsmål: - Har vi ikke et valg mellem pest og kolera? Gå ned i løn og bevar job, eller send job til udlandet?
- Nej. Der ryger arbejdspladser ud af landet. Der er røget alt for mange. Men der kommer også arbejdspladser til landet hver eneste uge. Man skal passe på ikke at lave en stemning om, at alt er fuldstændig kaos, siger Christian Juhl.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned