EL roser Thornings åbningstale

Enhedslisten roser statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) åbningstale og kalder den "historisk" på trods af, at hun appellerer til et bredt politisk samarbejde i den kommende tid.

- Ordet historisk er temmelig slidt i dansk politik, men i dag er det vist på sin plads. Efter 10 år med borgerlige statsministre er det i sig selv fantastisk at opleve, at Folketinget åbnes af den røde blok.

- Oven i købet af Danmarks første kvindelige statsminister, siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen

Hun foretrækker dog, at der var mere ambitiøse mål om at genoprette velfærden og bekæmpe den økonomiske ulighed:

- Der er også områder, hvor man i alt for høj grad fortsætter den borgerlige kurs. Det gælder først og fremmest den økonomiske politik, hvor store dele af VKO's forringelser fastholdes.

- Her har De Radikale desværre sat asociale aftryk på den nye regerings politik. Der kommer vi til at få en slåskamp med De Radikale, som melder sig allerede ved de første finanslovforhandlinger.

Heller ikke Helle Thorning-Schmidts appel om et bredt samarbejde om såvel udlændinge- som den økonomiske politik afskrækker Enhedslistens politiske ordfører:

- De ting, som der er lagt op til i regeringsgrundlaget, er en lang række af Enhedslistens mærkesager. Det er farvel til pointsystemet, asylansøgere ud af centrene og lettere adgang til statsborgerskab.

- Det er helt klassisk Enhedslistepolitik - selv om vores liste selvfølgelig er længere, siger Johanne Schmidt-Nielsen og fortsætter:

- Men det er da så dejligt, hvis for eksempel De Konservative har lyst til at være med til at få luftet ud efter 10 år, hvor Pia Kjærsgaard fik lov til at sætte dagsordenen. Det kan jo godt være, at nogle af dem tænker, at de måske gik lidt for langt.

/ritzau/

- Ordet historisk er temmelig slidt i dansk politik, men i dag er det vist på sin plads, lyder det fra EL.

Offentliggjort Sidst opdateret