Erhvervslivets økonomiske forventninger dykker
Den danske sommer er lunefuld - og det er stemningen blandt danske industrivirksomheder også. Den såkaldte konjunkturindikator for industrien faldt til minus 6 for juni og er dermed negativ for første gang siden august sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Faldet kan hænge sammen med den fortsatte uro i Irak, som potentielt kan få olieprisen til at stige voldsomt, påpeger Peter Bojesen Jakobsen, der er makroøkonom i Sydbank.
- Men på trods af at humøret er faldet tre måneder i træk, er der dog ikke grund til at afblæse fremgangen i dansk økonomi. Men faldet i industriens humør er en klar reminder om, at opsvinget er skrøbeligt, siger økonomen.
Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, kalder industriens svigtende tro på fremtiden for "en streg i regningen".
- Men ser man på de øvrige konjunkturindikatorer for byggeriet, serviceerhvervene og detailhandlen, er der således også fremgang at spore over hele banen, siger Tore Stramer.
- Det bør ses som indikation på, at virksomhederne holder fast i deres tro på, at opsvinget har ramt dansk økonomi. Vi skal samtidig glæde os over, at fremgangen er bredt funderet, siger analytikeren.
Hos Dansk Erhverv understreges det, at når servicesektorens forventninger stiger, så er det godt nyt for hele samfundet. Servicesektoren udgør en stor del af den danske økonomi, og 70 procent af alle privatansatte er ansat i en servicevirksomhed.
- Derfor er udviklingen i netop denne sektor afgørende for den generelle samfundsøkonomiske udvikling. Det seneste år er beskæftigelsen steget med næsten 30.000 personer. Serviceerhvervene stod for næsten hele denne stigning, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.
- Der er formentlig ikke ligefrem jubelscener ude på virksomhederne, men dagens tal giver et billede af, at den langt overvejende del af erhvervslivet mærker, at et opsving i dansk økonomi er i gang, siger Mira Lie Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde