Erhvervsministeren revser genstridige banker

Der er for mange banker, som ikke følger de afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet, som går dem imod.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fastslår erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), der nu direkte opfordrer bankerne til at rette ind i stedet for at trække sagerne i langdrag.

- Kig nu kritisk på sagerne. Luk de sager, hvor udfaldet ser ud til at være givet, siger Annette Vilhelmsen, der mandag for første gang havde mulighed for at tale til alle landets banker på én gang i forbindelse med Finansrådets årsmøde.

Her afslørede ministeren også, at hun umiddelbart efter jul vil skærpe kontrollen med de finansielle rådgivere uden for den finansielle sektor.

I dag er de ikke underlagt Finanstilsynet, men det vil ministeren lave om på.

- Virksomheder uden for den finansielle sektor, der tilbyder finansiel rådgivning, skal have Finanstilsynets tilladelse som finansiel rådgiver, fastslår Annette Vilhelmsen.

Erhvervs- og vækstministeren benyttede også lejligheden til at understrege, at regeringen bakker op om de ellers kritiserede bankpakker. Hun hæfter sig samtidig ved, at bankpakkerne snart er et overstået kapitel.

- Regeringen står bag bankpakkerne, og vi er nu i en situation, hvor vi kan se en exit. Mange banker tilbagebetaler statslån, og de fleste individuelle statsgarantier ophører i 2013, siger ministeren.

Hun konstaterer, at finanskrisen har sat sit præg på det finansielle landskab i Danmark og har luget voldsomt ud i bestanden af selvstændige banker.

- Omkring en tredjedel af landets pengeinstitutter er fusioneret eller forsvundet, siden finanskrisen brød ud, siger Annette Vilhelmsen.

Hun glæder sig over, at der er vedtaget en del ny lovgivning, der har til formål at forbedre den finansielle stabilitet i Danmark. Og der er mere på vej.

Regeringen er således på vej med et systemisk risikoråd, der skal advare Finanstilsynet, hvis den finansielle stabilitet er truet.

/ritzau/