Et gennemsnitligt hus stiger i pris

I januar blev det gennemsnitlige hus en smule dyrere. Prisen steg med 1,1 procent svarende til den årlige prisstigning, viser tal fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

På den anden side blev en ejerlejlighed en smule billigere i januar. Her faldt prisen med 0,4 procent, men lejlighederne kan bryste sig af en årlig stigning i prisen på 5,7 procent.

I januar 2012 kostede en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter 1.385.000 kroner, mens et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter kostede 1.551.000 kroner. Et år senere er priserne steget til henholdsvis 1.464.000 kroner og 1.565.000 kroner.

- Bytteforholdet er ændret i favør til lejlighedsejere, som derved har fået bedre mulighed for at få fod i egen have, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Hun forventer, at det gradvist bedre bytteforhold mellem lejligheder og huse vil friste flere lejlighedsejere til at sætte deres bolig til salg i den kommende tid.

- Det vil være med til at lægge en dæmper på prisstigningerne for ejerlejligheder i 2013, ligesom det vil have en positiv effekt på huspriserne i omegnskommunerne, siger hun i en kommentar til tallene.

Lone Nytoft Bergmann regner med, at prisen på en ejerlejlighed vil være steget lidt mere end prisen på et hus ved udgangen af 2013. Ejere af lejligheder har således forventeligt udsigt til endnu en gevinst i 2013.

Danske Banks cheføkonom Steen Bocian siger, at tallene viser, at tendensen til stabile huspriser i år vil fortsætte.

- Det er positivt, at prisfaldet gennem 2011 ikke er fortsat gennem 2012 og ind i 2013. Stabiliseringen af boligmarkedet skal ses i lyset af de ekstremt lave renter, siger cheføkonomen.

Han mener dog, at det endnu er for tidligt at konkludere, at boligmarkedet generelt set er vendt.

- Huspriserne stiger fortsat mindre end den generelle inflation, siger Steen Bocian.

Boligtallene fra Danmarks Statistik indeholder kun 70 procent af de gennemførte handler. Derfor er økonomer forsigtige med at tolke for hårdt på tendenserne i dem.

/ritzau/