EU ændrer reglerne for filmstøtte
EU-lande skal ikke længere kunne stille helt så stramme krav om, at penge, der gives i filmstøtte, skal bruges i deres eget land.
Det er torsdag essensen i en ny opdatering af filmstøttereglerne fra EU-Kommissionen.
Med de nye regler kan eksempelvis Frankrig højst stille som betingelse for filmstøtte, at 50 procent af en films samlede budget bruges på fransk territorium. Tidligere kunne der kræves op til 80 procent.
- Idéen med de reviderede regler er at opmuntre til fortsat audiovisuel produktion i Europa og samtidig bevare den kulturelle mangfoldighed overalt i EU, siger EU's konkurrencekommissær, Joaquín Almunia.
Som modvægt til det nye loft på 50 procent tilføjes imidlertid en mulighed for at fastsætte de nationale krav ud fra størrelsen på støttebeløbet frem for filmens samlede budget.
Et medlemsland vil således kunne kræve, at 160 procent af det beløb, der gives i støtte, skal bruges på landets territorium.
Eksempelvis kan Spanien dermed give 100 euro i støtte til en film på betingelse af, at der bruges 160 euro fra filmens budget i Spanien.
Formålet med de nye regler er at bidrage til produktion af film på tværs af grænser i Europa samt at bevare produktionen af europæisk, audiovisuelt indhold.
Ifølge Ritzaus oplysninger kommer det nye regelsæt næppe til at påvirke den danske model for filmstøtte i særlig høj grad. Det er dog endnu uklart, i hvilken grad eksempelvis den danske biografstøtte vil blive påvirket.
- EU-reglerne bliver udvidet til at omfatte alle trin i arbejdet med en film - fra udvikling til fremvisning, og det inkluderer også støtte til biografer, siger kommissær Almunia.
De nye filmstøtteregler kommer på et tidspunkt, hvor EU's kulturelle værdier allerede er et sprængfarligt emne.
I forbindelse med EU-Kommissionens forhandlinger om en frihandelsaftale med USA, har Frankrigs præsident, François Hollande, brugt sin politiske pondus på at få fritaget kulturen fra frihandelsaftalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker