EU-aftale om bankkapital og bonusser på plads

Forhandlere fra Europaparlamentet og det irske EU-formandskab har sent onsdag slået de sidste søm i en aftale, der skal sikre europæiske banker bedre mod fremtidige kriser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som led i de nye regler i det såkaldte kapitalkravsdirektiv bliver der nu også sat et loft for, hvor meget ansatte i bankerne kan få i bonus oven i lønnen. Det element overlever, selv om Storbritannien har forsøgt at få det fjernet.

En talsmand for formandskabet oplyser i en kort pressemeddelelse, at onsdagens aftale "lukkede nogle åbne tekniske spørgsmål, men bekræftede den politiske aftale fra 27. februar".

Dermed står det klart, at Storbritannien ikke har haft held med at blokere for det element, der til det sidste var mest kontroversielt.

Det betyder, at bankansattes årlige bonusser som udgangspunkt kun kan være på samme beløb som lønnen. Og op til det dobbelte, hvis virksomhedens generalforsamling godkender det. Man kan også sætte et lavere loft som Danmarks på 50 procent.

Aftalens endelige ordlyd er endnu ikke offentliggjort. Men Ritzau erfarer, at der bag formuleringen om tekniske justeringer ikke gemmer sig markante indrømmelser til Storbritannien.

Det drejer sig blandt andet om en præcisering af, at bonusser for arbejde udført i år ikke bliver ramt af loftet, selv om de først kommer til udbetaling til næste år.

Hele kernen af det nye kapitalkravsdirektiv står også fast, sådan som det blev forhandlet på plads allerede under det danske EU-formandskab i juni sidste år.

Det betyder, at europæiske banker allerede fra årsskiftet skal leve op til nye krav om, hvor meget og hvilken type kapital, de skal have som polstring mod kriser.

Undervejs i forhandlingerne har Danmark sikret sig, at den særlige danske model for realkredit bliver regnet som solid kapital.

Aftalen skal nu formelt godkendes på et møde blandt EU-landenes ambassadører. Men det bør være en formssag, efter at økonomi- og finansministrene på et møde for to uger siden gav ambassadørerne mandat til at gøre arbejdet færdigt.

/ritzau/