EU: Danmark har ubalance i økonomien

Avisen citerer en unavngiven kilde i kommissionen for oplysningen om, at der er 12 lande på listen, der er en af EU's nye økonomiske overvågningsmekanismer som led i den såkaldte sixpack, der blev vedtaget sidste år.

De mest trængte økonomier - Grækenland, Irland og Portugal - er ikke med på listen, da de allerede er omfattet af et hjælpeprogram.

Listen omfatter ikke overraskende lande som Spanien, Italien, Belgien og Ungarn, hvor der allerede er kendte problemer. Men med i rækken er altså også Danmark, Finland, Sverige og Storbritannien, der normalt regnes for at have orden i økonomien.

EU-Kommissionens rapport bliver offentliggjort tirsdag klokken 15. Økonomikommissær Olli Rehns talsmand ønsker ikke inden da at kommentere rapporten og vil over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, hvilke lande der er nævnt.

Den nye mekanisme, der trådte i kraft i december sidste år, har til formål at identificere økonomiske faretegn tidligt, så man kan undgå en gentagelse af de seneste års kriser.

Det sker blandt andet ved at holde øje med udviklingen i landenes eksport, lønudgifter, renter, offentlig og privat gæld, boligpriser, arbejdsløshed og andre faktorer, der sættes i relation til udviklingen i andre lande og til en række tærskelværdier.

Financial Times har ikke oplysninger om, hvad der måtte være de særlige problemer i dansk økonomi.

Regeringen har blandt andet i forbindelse med forhandlingerne om EU's finanspagt gjort opmærksom på, at der er særlige forhold ved dansk økonomi, der giver store udsving i løbet af et kalenderår.

For Storbritanniens og Frankrigs vedkommende er der blandt andet en advarsel om, at deres andel af eksportmarkedet er faldet markant. Storbritannien bliver også advaret om en faretruende høj privat gældsbyrde.

ritzau/

Danmarks økonomi skal ses nærmere efter i sømmene. Det mener EU-Kommissionen, der ifølge avisen Financial Times i en rapport senere tirsdag sætter Danmark på listen over lande med makroøkonomiske ubalancer.

Offentliggjort Sidst opdateret