EU-dom annullerer afgørelse om Koda-monopol
Koda og andre selskaber, der varetager ophavsrettigheder i EU, kan ånde lettet op, efter at EU-Domstolen fredag har annulleret en afgørelse om, at selskaberne har monopol på markedet.
I 2008 forbød EU-Kommissionen 24 europæiske forvaltningsselskaber, inklusiv Koda, at begrænse konkurrencen på markedet.
Ifølge kommissionen var der tale om, at det danske forvaltningsselskab havde indgået et kartellignende samarbejde med andre europæiske forvaltningsselskaber.
Eksempelvis varetager Koda rettigheder for både danske og udenlandske rettighedshavere gennem et samarbejde med udenlandske organisationer, og det anså kommissionen som monopol.
Den afgørelse valgte selskaberne at anke til EU-Domstolen, der fredag annullerede kommissionens fem år gamle beslutning, der ifølge domstolen blev truffet på en række forkerte grundlag og utilstrækkelige beviser.
Dermed går sagen tilbage til kommissionen, der kan vælge at tage sagen op igen eller lade den ligge. Den foreløbige afgørelse vækker glæde hos Koda.
- Vi er meget glade for EU-Domstolens afgørelse i Kodas sag mod EU-Kommissionen. Den renser Koda for beskyldningerne om ulovlig kartelvirksomhed og slår fast, at vi har handlet helt efter bogen, siger Kodas juridiske og internationale chef Jakob Hüttel.
Dengang gik frygten på, at kommissionens afgørelse ville gøre det dyrere og langt sværere at få retten til at spille musik på nettet, i radioen eller til koncerter.
Kommercielle musikbrugere og eksempelvis DR ville ikke længere kunne købe alle rettigheder til musikværker i én aftale, hed det.
EU-Kommissionen mente til gengæld, at eksempelvis Kodas monopol på det danske marked var skadeligt for den frie konkurrence.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker