EU: Flyselskaber må handle med afgangstider
SAS og andre europæiske luftfartsselskaber skal fremover kunne sælge de afgangstider, de ikke selv bruger, til deres konkurrenter.
Vi flyver som aldrig før, og for flyselskaberne betyder det, at der er kamp om afgangstilladelser på landingsbanerne. Derfor vil EU nu lave om på reglerne for fordelingen af landings- og starttidspunkter - de såkaldte slots.
Ved at lade flyselskaberne handle internt med de slots, de bliver tildelt, håber man at kunne "sikre optimal udnyttelse af lufthavnskapaciteten og muliggøre reel konkurrence".
Samtidig betyder den nye ordning, at flyselskaberne risikerer at få inddraget deres afgangstilladelser, hvis de ikke benytter minimum 80 procent af dem.
Samlet set synes den danske transportminister, Henrik Dam Kristensen (S), at ordningen, som medlemslandenes transportministre blev enige om på et transportministermøde i Luxembourg torsdag, er "landet ganske udmærket".
- Det vil være til gavn for forbrugerne, fordi vi sikrer, at flyselskaberne benytter de slots, de får tildelt, så der ikke er flyafgange, der går til spilde. Det vil alt andet lige øge konkurrencen og være til gavn for forbrugerne, siger ministeren.
Han er også overbevist om, at den nye ordning vil være med til at beskytte de mindre lufthavne mod flyselskaber, der ikke benytter de tilladelser, de får tildelt til at have ruter til de små lufthavne.
- De store lufthavne skal nok klare sig, men det er vigtigt også at beskytte de mindre lufthavne, siger Henrik Dam Kristensen.
Selvom ordningen åbner for handel af tilladelser mellem flyselskaberne, frygter ministeren ikke, at flyselskaber fra ikke-EU-lande vil udkonkurrere små europæiske selskaber.
- Der er lavet en mekanisme, der betyder, at hvis tredjelande med statsstøtte i ryggen opkøber slots og på den måde forsøger at monopolisere, så kan kommissionen simpelthen gribe ind, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker