EU-Kommissionen tror på fremgang for dansk økonomi

Dansk økonomi kommer tættere og tættere på lyset for enden af den dunkle tunnel, Danmark har vandret rundt i, siden den økonomiske krise begyndte i 2008.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder vurderingen fra EU-Kommissionen, der mandag er kommet med sin økonomiske forårsprognose. Den ser nærmere på, hvordan det går med EU-landenes samlede økonomi, og også hvordan det ser ud for de enkelte lande i unionen.

I modsætning til den lave vækst på 0,4 procent i 2013, forventer kommissionen, at Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, i 2014 vil vokse med 1,5 procent i 2014 og 1,9 procent i 2015.

For 2015 er det en lille forbedring i forhold til forventningen om en vækst på 1,8 procent, som EU-Kommissionen præsenterede i sin vinterprognose i februar.

Det er hovedsageligt en stigende hjemlig efterspørgsel, der vil hive væksten op, men det vil også rykke en smule mere i eksporten, vurderer kommissionen.

En lav rente, lav inflation, generelt højere lønninger og stigende huspriser vil være med til at booste forbruget. Ifølge kommissionen var den danske forbrugertillid i marts næsthøjest i hele EU.

Samtidig forudser man i prognosen, at køen til de danske jobcentre blive kortere. Siden 2012 er arbejdsløsheden faldet, og den tendens vil fortsætte i 2014 og 2015, skriver EU-Kommissionen.

I 2013 lå arbejdsløsheden på syv procent. I 2014 vil den falde til 6,8 procent, og ifølge kommissionen kan den forventes at være nede på 6,6 procent i 2015.

Danske forbrugere er de største optimister i EU, når det kommer til udsigterne for arbejdsmarkedet de næste 12 måneder. Beskæftigelsen forventes også at stige med 0,5 procent årligt i 2014 og 2015.

Ifølge prognosen vil det offentlige underskud komme op på 2,7 procent i 2015, fra 0,8 procent i 2013. Det skyldes hovedsageligt, at staten har fremrykket beskatningen af kapitalpensionen, hvilket gav flere penge i kassen i 2013. Effekten af ændringerne vil dog være væk igen i 2015.

Underskuddet er dog stadig under de tre procent, som EU anbefaler.

/ritzau/