EU på vej med sanktioner mod kinesiske solceller
EU-Kommissionen ventes tirsdag eftermiddag at komme med en længe ventet afgørelse i en sag, der ifølge nogle vurderinger kan udløse en gigantisk handelskrig mellem EU og Kina.
EU's handelskommissær Karel de Gucht har kaldt til pressemøde klokken halv fire tirsdag eftermiddag for at fortælle nyt fra kommissionens efterforskning af, hvorvidt Kina dumper priserne på de solcellepaneler, der dominerer det europæiske marked.
Kommissionen antydede allerede i sidste måned, at der kunne blive tale om en importtold på hele 47 procent.
Flere internationale medier skriver tirsdag med henvisning til flere anonyme kilder i kommissionen, at der i stedet er lagt op til et lavere startniveau for straftolden, som siden kan blive hævet.
Ifølge Financial Times er der lagt op til, at tolden begynder på 11 procent, mens nyhedsbureauet AFP mener at vide, at starttariffen bliver nærmere 25 procent.
Sagen om de kinesiske solpaneler har de seneste måneder fået betydelig opmærksomhed i Bruxelles som EU's hidtil største antidumpingsag.
Tyskland fører an i en gruppe af flere end 15 EU-lande, der frygter, at skrappe sanktioner kan føre til en åben handelskrig med Kina. I den modsatte lejr står blandt andre Frankrig, der har presset på for at vise kineserne, at EU står fast i sin handelspolitik.
Kina er verdens største producent af solceller, og europæiske producenter klager over, at de bliver presset ud af markedet af kineserne, der med statsstøtte sælger deres varer til kunstigt lave priser.
Ifølge brancheorganisationen ProSun sidder de kinesiske producenter nu på 80 procent af det europæiske marked.
Den samlede handel mellem EU-landene og Kina har en årlig værdi på over 3700 milliarder kroner. Alene den kinesiske eksport til EU af solceller og relaterede produkter har en samlet værdi på 157 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub