EU: Regeringers SAS-redning kan være lovlig
En talsmand for EU's konkurrencekommissær bekræfter mandag, at de skandinaviske regeringer ikke har søgt om EU-godkendelse af deres deltagelse i redningsplanen for SAS.
Statsstøtte er som udgangspunkt forbudt i EU-regi, men der er undtagelser. Og det kan ifølge talsmanden lade sig gøre for regeringerne at deltage i redningen, hvis de "handler, som en privat investor ville gøre som led i almindelig markedsøkonomi".
- I så fald regnes det ikke som statsstøtte, og kommissionen behøver ikke at blive underrettet.
- Hvis staten handler på anden vis og giver en særlig fordel til en virksomhed, er det statsstøtte, og så skal kommissionen orienteres, siger Antoine Colombani, der er talsmand for EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia.
- Beslutningen om at gennemføre den form for tiltag er ene og alene de pågældende regeringers ansvar, siger Colombani og betoner, at kommissionen ikke har givet den danske, svenske og norske regering nogen forhåndsgaranti for, om den vurderer, at redningsplanen overholder almindelige markedsvilkår.
Talsmand Colombani understreger, at han ikke kan udtale sig om den konkrete sag, da kommissionen netop ikke er blevet orienteret om dens konkrete indhold. Men han kan ikke afvise, at kommissionen nu vil se nærmere på planen for at vurdere, om den overholder reglerne.
Hvis det senere skulle vise sig, at EU-Kommissionen er uenig i regeringernes egen vurdering af, at de ikke behøvede at søge om EU's tilladelse til at hjælpe SAS, er reglerne ifølge Colombani også meget klare:
- Første spørgsmål er, om der er tale om statsstøtte eller ej. Derefter må kommissionen så se på, om støtten følger reglerne.
- Hvis der er tale om ulovlig statsstøtte, kan de pågældende medlemsstater blive pålagt at kræve den ulovligt udbetalte støtte tilbage fra virksomheden, siger Colombani.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned