EU sikrer importregler på solpaneler frem til 2015
EU-Kommissionen og det kinesiske styre i Beijing er blevet enige om at indføre en minimumpris på import af kinesiske solcellepaneler. Aftalen løber frem til udgangen af 2015.
Minimumprisen kommer til at ligge på 0,56 euro per watt på de kinesiske solpaneler, som EU har anklaget Kina for at prisdumpe - ofte med statsstøtte til produktionen fra den kinesiske stat.
Ifølge EU's handelskommissær, Karel de Gucht, bliver de kinesiske solpaneler solgt for op til 88 procent lavere end omkostningerne på det europæiske marked.
Med aftalen er der samtidig sat et importloft på 7 gigawatt om året.
Til sammenligning blev der i 2012 opsat 7,6 gigawatt i Tyskland og 29 gigawatt på verdensplan.
Deutsche Bank har estimeret, at der i 2013 vil blive opsat 38-40 gigawatt på verdensplan.
Med aftalen slipper Kina for den straftold på 11,8 procent på de importerede kinesiske solceller, som EU-Kommissionen for nylig besluttede. Hvis ikke der blev fundet en løsning, ville procentsatsen tilmed stige til 47,6 den 6. august.
Sagen om de kinesiske solpaneler har de seneste måneder fået betydelig opmærksomhed i Bruxelles som EU's hidtil største antidumpingsag, og der har langt fra været enighed om fremgangsmåden.
Tyskland har ført an i en gruppe af flere end 15 EU-lande, der frygtede, at de skrappe sanktioner kunne føre til en åben handelskrig med Kina.
Den samlede handel mellem EU-landene og Kina har en årlig værdi på over 3700 milliarder kroner. Alene den kinesiske eksport til EU af solceller og relaterede produkter har en samlet værdi på 157 milliarder kroner.
Ifølge brancheorganisationen ProSun sidder de kinesiske producenter på 80 procent af det europæiske marked.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker