EU truer Danmark i sag om drægtige søer med pladsmangel
EU er ude med en stor løftet pegefinger i sagen om drægtige søer, der fortsat står for klemt i mange danske grisestalde. Danmark har netop modtaget en såkaldt åbningsskrivelse fra EU - det er første skridt på vej mod en sag ved EU-Domstolen.
Det sker, fordi flere danske landmænd ikke lever op til de nye regler om, at drægtige søer skulle have mere plads at boltre sig på fra 1. januar. Søerne skal gå frit i stalden i de 116 dage, de er drægtige.
Hidtil har de stået i smalle tremmebokse, hvor de kunne stå op eller ligge ned, men hverken vende sig eller gå frit rundt.
Ifølge Ministeriet for Landbrug og Fødevarer viste den seneste stikprøveundersøgelse før nytår, at omkring seks procent af landmændene på landsplan ikke ville nå at omlægge driften til tiden.
Landmændene risikerer bødestraf og træk i landbrugsstøtten, hvis kontrolbesøg viser, at deres drægtige søer fortsat står i smalle tremmebokse.
Landmændene har haft 10 år til at forberede sig på de nye regler, og landbrugsminister Mette Gjerskov (S) har tidligere i skarpe vendinger kritiseret de landmænd, som endnu ikke har omlagt driften.
Den såkaldte åbningsskrivelse fra EU kommer, efter EU's sundheds- og forbrugerkommissær, Tonio Borg, for nylig truede at tage indledende skridt mod et sagsanlæg mod de medlemslande, der bryder traktaten.
Ud over Danmark er EU-Kommissionen også ude med riven efter Belgien, Cypern, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Polen og Portugal for ikke at leve op til reglerne for dyrevelfærd.
Medlemslandene har nu to måneder til at svare på åbningsskrivelsen. Hvis de ikke svarer tilfredsstillende, giver EU-Kommissionen dem en frist på to måneder til at rette ind. I sidste ende kan det altså ende med en retssag.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet