EU vil kaste lys over skyggebanker
Europæiske banker er ved at komme under ordentlig kontrol, og nu skal det samme ske for den parallelle bankverden - skyggebankerne.
Det er essensen af et udspil fra EU-kommissæren for det indre marked og servicesektoren, Michel Barnier.
- Vi har sørget for omfattende regulering for banker og finansmarkederne. Nu skal vi håndtere risiciene fra skyggebanksektoren, siger Barnier på et pressemøde onsdag i Bruxelles.
Skyggebanker er institutioner, der opfører sig som almindelige banker med indlånskonti, kreditgivning og tilsvarende, men som ikke er underlagt den normale regulering af banker.
De menes at håndtere beløb, der svarer til halvdelen af det, de almindelige banker kontrollerer.
En del af skyggebankerne er pengemarkedsfonde (typisk omtalt på engelsk som "money market funds," red.), som kommissionen nu vil regulere med et nyt sæt spilleregler.
Alene pengemarkedsfondene anslås af EU-Kommissionen at kontrollere cirka 1000 milliarder euro.
Fondene bruges blandt andet af storbanker eller regeringer, der placerer penge i fondene på en form for indlånskonti eller tager kortfristede lån til at betale regninger og afdrag på andre lån.
Kommissionen foreslår blandt andet, at fondene fremover skal have mindst tre procent af de samlede indskud klar til udbetaling med kort varsel.
Der er også en række andre forslag til at sikre gennemsigtighed og stabilitet i fondene.
Udspillet er en del af en større hensigtserklæring, hvor EU-Kommissionen vil holde bedre øje med skyggebankerne. Kommissær Barnier varsler en række andre udspil, der vil blive præsenteret i løbet af de næste par år.
- Skyggebankerne spiller en vigtig rolle i finansieringen af samfundsøkonomien, og vi er nødt til at sikre, at der er gennemsigtighed, siger Michel Barnier.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned