Europa lukker mindre CO2 ud
Foto: Jeppe Bjoern Vejloe /Scanpix
Jeppe Bjoern Vejloe /Scanpix
Udledningen af drivhusgasser fra over 12.000 kraftværker og virksomheder, der er med i EU's system for handel med klimakvoter, faldt sidste år med to procent.
Det viser den årlige opgørelse lavet for EU-Kommissionen.
Men selv om Connie Hedegaard glæder sig over den faldende forurening, er der også malurt i bægeret for EU's danske klimakommissær.
- Den gode nyhed er selvfølgelig, at udledningerne falder.
- Vi ved jo godt, at de falder lettere, når det går skidt for økonomien, end når det går godt for økonomien. Men udledningerne falder også mere, end den økonomiske aktivitet falder.
- Det er da en positiv nyhed, og det tyder på, at vores politikker faktisk virker, siger Hedegaard.
Når det alligevel ikke er lutter jubel, skyldes det, at det fortsatte fald i CO2-udledningen forstærker det allerede eksisterende problem på EU's marked for handel med CO2-kvoter.
Det er meningen, at kvoterne skal gøre det dyrere for virksomheder at forurene. Men der er i forvejen så mange kvoter på markedet, at de er blevet så billige, at systemet ikke virker efter hensigten.
- Udledningerne er faldet så meget, at problemet med for mange kvoter er blevet større.
- Det er ikke et problem, at prisen falder. Men det er et problem, hvis prisen kommer for tæt på nul, for så kan det ikke stimulere den innovation, vi har brug for, siger kommissæren.
Mens Connie Hedegaard arbejder på en mere langsigtet løsning, har hun foreslået, at man trækker 900 millioner CO2-kvoter ud af markedet - såkaldt backloading - for at få prisen op.
Den plan blev i sidste måned stemt ned i EU-Parlamentet.
Klimakommissæren siger, at de nye tal bare understreger behovet for at få løst problemerne på kvotemarkedet og omkring backloadingforslaget.
EU-Parlamentets miljøudvalg er i øjeblikket ved at diskutere sagen igen og ventes i begyndelsen af juni at stemme om en ny version af forslaget.
Ifølge Ritzaus oplysninger handler det ikke nødvendigvis om at ændre på mængden af CO2-kvoter, men mere om at parlamentet vil have garanti for, at der er tale om et engangsindgreb samt forsikringer om, hvad der sker i den mere omfattende reform af kvotesystemet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned