Fagbevægelsen lurer på samlet hovedorganisation

Fremtiden byder måske på én hovedorganisation for alle lønmodtagere fra pædagogen til politibetjenten.

Offentliggjort Sidst opdateret

I et interview med Newspaq for Avisen.dk melder LO-formand Harald Børsting sig klar til at arbejde hen mod én stor, slagkraftig organisation med 100 forbund og halvanden million lønmodtagere.

- Vi skal skabe et nyt grundlag for en hovedorganisation, som, forbundene synes, er sjovt at være medlem af, siger Harald Børsting til Newspaq.

Det er dog ikke nok bare at slå pjalterne sammen. Der skal mere til, mener Børsting.

- Den smule gevinst ved at lægge de to nuværende sekretariater sammen og være uforandrede giver ingen mening, siger han.

Hver fjerde lønmodtager har forladt forbundene under LO i løbet af de seneste otte år, så der i dag er knap 900.000 medlemmer.

Fortsætter tilbagegangen med et par procent om året, kommer LO i fare for at miste sin berettigelse i forhold til aftalesystemet, erkender Harald Børsting.

FTF-formand Bente Sorgenfrey siger, at hun også ser mulighed for synergieffekter i samarbejdet med LO. Men også med akademikernes hovedorganisation, AC.

- Jeg vil ikke udelukke, at vi ude i fremtiden etablerer en helt ny hovedorganisation på tværs af de tre organisationer. Og vi har også på vores kongres besluttet, at vi skal afsøge mulighederne for et tættere samarbejde med LO, siger hun til Newspaq.

En samlet hovedorganisation kan også være fornuftig i forhold til at råbe dele af det politiske landskab op, som ikke nærer de varmeste følelser for fagbevægelsen, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

Men den største fare ved at pensionere LO efter hundrede år og FTF efter 60 år er, at medlemmerne føler, de mister deres identitet i en ny organisation.

- Medlemmerne kan komme til at føle, at de får udvisket deres faglige profil, hvad enten man er politibetjent eller socialpædagog, siger Henning Jørgensen.

- Så projektet kan risikere at blive modarbejdet nedefra, tilføjer han.

/ritzau/