Faglige ledere revser S for velfærdsoplæg

Det mener halvdelen af formændene for de otte største LO-forbund samt hovedorganisationerne FTF, der organiserer 450.000 offentlige og private ansatte, og Akademikernes Centralorganisation, AC. Det skriver Ugebrevet A4.

De faglige ledere kritiserer tidspunktet for lanceringen af Socialdemokraternes debatoplæg "Danmark herfra og til 2032", som partiet netop har sendt til diskussion blandt dets medlemmer.

- Det bliver en debat på baggrund af en dyb økonomisk krise, som vi forhåbentlig for længst har passeret, når vi har nået 2032, siger FOA's formand, Dennis Kristensen, til Ugebrevet A4 og fortsætter:

- Så står vi med løsninger, der afspejler krise og ikke vores holdning til, hvad den enkelte har ansvar for, og hvor vi har ansvar for hinanden. Det er bekymrende.

Dennis Kristensen repræsenterer knap 200.000 offentligt ansatte og finder i øvrigt debatten om fremtidens velfærd yderst relevant.

FTF's formand, Bente Sorgenfrey, mener også, at det er uundgåeligt, at den ellers relevante velfærdsdebat går hen og bliver en spareøvelse på nuværende tidspunkt.

- Reaktionen vil være: Vi har ikke råd til det hele, derfor skal der skæres ned. Vi risikerer forhastede konklusioner, siger hun.

Hvis sparehensynet vejer tungest, risikerer det at gå ud over de svageste, som velfærdssamfundet ellers er indrettet til at tage hånd om, advarer Kim Simonsen, formand for HK.

- Hvis reformer i en krisetid kun går ud på at skubbe nedad, udgør det en risiko, mener han.

Han hæfter sig ved, at oplægget kun beskæftiger sig med fremtidige udgifter og ikke indtægter, der ifølge formanden er lige så vigtige i planlægningen af fremtidens velfærd.

/ritzau/

At tænke velfærd 20 år frem i tiden er et håbløst projekt, når alle er optaget af krisen og kun tænker på at få en dårlig økonomi til at hænge sammen.

Offentliggjort Sidst opdateret