Flekslån bliver igen billigere for 150.000 boligejere

Så er årets første auktioner skudt i gang for 150.000 boligejere, som skal have lagt renten fast på deres flekslån 1. april. Nykredit startede mandag, og den første melding lyder, at der er penge at spare for boligejerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter dagens auktion landede F1-renten på 0,48 procent. På forhånd har Nykredit ventet, at renten vil lande omkring 0,5 procent.

- For et F1-lån på en million kroner betyder det, at man kommer til at sidde for 75 kroner mindre om måneden, samtidig med at man afdrager med 150 kroner mere, siger Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit.

For et F3 lyder den anslåede besparelse på 85 kroner om måneden sammenlagt med ekstra 159 kroner i afdrag på lånet sammenlignet med før.

Og for de lidt mere sikre F5 lån lyder prognosen på en besparelse på omkring 100 kroner om måneden og et ekstra afdrag på 132 kroner om måneden.

Ved auktionen i april sidste år landede F1-renten på 0,89 procent, F3-renten på 1,23 procent og F5-renten endte på 1,83 procent.

I Nykredit venter man denne gang en F1-rente på 0,50 procent, mens F3-renten ventes at lande på 0,92 procent og F5-renten på 1,47 procent.

For et lån på en million kroner svarer det til en ydelse efter skat på 3204 kroner for et F1 lån med afdrag, 3283 kroner for et F3 lån samt 3398 kroner for et F5 lån.

Uden afdrag lyder ydelsen for et lån på en million kroner på 629 kroner, 868 kroner for F3 lån og 1178 kroner for F5 lån.

Nykredit startede auktionerne mandag, mens Nordea Kredit starter auktionerne tirsdag, og BRFkredit, Realkredit Danmark og DLR Kredit følger om en uge.

Hos Nordea Kredit venter cheføkonom Lise Nytoft Bergmann en lidt højere F1-rente.

- Vores forventning er på forhånd, at F1-renten vil lande på omkring 0,60 procent, siger Lise Nytoft Bergmann.

Interessen for at omlægge lån er stor. 12 procent af boligejere hos Nordea Kredit har valgt at skifte det et- eller toårige lån ud med et lån med længere løbetid.

- Det skyldes, at renterne er så lave i øjeblikket, at det er utroligt billigt at købe sig en lidt længere forsikring, siger Lise Nytoft Bergmann.

Realkreditinstitutterne skal samlet set sælge obligationer for 225 milliarder kroner.

/ritzau/