Flere danskere opgiver at sætte boligen til salg

Der er blevet væsentligt færre boliger til salg på det danske boligmarked det seneste år, hvor boligsøgende danskere har fået 7585 færre boliger at vælge mellem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed er udbuddet 11,4 procent mindre end for et år siden, viser Realkreditrådets boligudbudsstatistik for november 2012.

Lige nu er der 59.153 ejerboliger til salg i Danmark, og det er det laveste antal siden februar 2011.

- Der er markant færre boliger på hylderne hos ejendomsmæglere rundt omkring i landet, selvom niveauet fortsat er højt. I hovedstaden giver udviklingen for ejerlejligheder især grund til optimisme for sælgerne.

Det siger direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.

- Her er det lavere boligudbud nemlig kombineret med kortere udbudstider og højere udbudspriser. Det er en optimisme, man kan håbe breder sig til resten af landet, tilføjer hun.

Det seneste år er udbuddet af ejerlejligheder faldet fra 9957 til 7192. Det svarer til et fald på 27,8 procent. I Københavns Kommune er udbuddet næsten halveret.

Det dalende boligudbud skyldes dog ikke, at der er kommet fart over salget af lejligheder og huse, siger økonom Sonia Khan fra Realkredit Danmark.

- Der findes to primære årsager til faldene i udbuddet. Den første er, at der kommer færre nye boliger til salg. Det kan skyldes, at priserne er faldet så meget, at mange ikke finder det attraktivt at sælge deres bolig på nuværende tidspunkt, siger hun.

- Den anden årsag er, at flere helt opgiver at sælge deres bolig, fordi de mener, at prisen, de kan få for deres bolig, er for lav. Derfor trækker de deres bolig ud af markedet, og det får antallet af boliger til salg til at falde, tilføjer Sonia Khan.

I november blev 6845 boliger pillet ud af markedet uden at være blevet solgt, hvilket er lidt højere end gennemsnittet for 2012 på 6701 boliger.

Men selvom der ikke nødvendigvis er rygende fart over boligsalget, er det alligevel gode nyheder for boligmarkedet.

For færre boliger til salg betyder, at der bliver mindre pres på priserne.

- Alt i alt er det derfor godt for boligmarkedet, at boliger med urealistiske udbudspriser trækkes ud, og at de boliger, der kommer til, har mere realistiske prisforventninger, siger Sonia Khan.

/ritzau/