Folketingsvalget vil med sikkerhed sende flere politiske profiler ud i kulden.
Især De Konservative står til en større udrensning, der både kan koste videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, partiets politiske ordfører Carina Christensen samt Naser Khader pladsen i Folketinget.
Der er lagt op til et dramatisk konservativt opgør i det sydjyske. Her kæmper politisk ordfører Carina Christensen, finansordfører Mike Legarth og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om en enkelt plads.
Og kampen bliver uhyre tæt, vurderer en lokal iagttager.
- Absolut intet er afgjort. Jeg tror, at Mike Legarth er et mulehår foran, men jeg har aldrig tidligere set så lille et mulehår, siger Poul Erik Thomsen, politisk kommentator og redaktør på JydskeVestkysten.
Også andre steder har De Konservative taget de politiske boksehandsker på. I Københavns Omegn står uddannelsesordfører Charlotte Dyremose over for Naser Khader.
Her står Charlotte med det gode konservative Dyremose-navn stærkt, vurderer politisk iagttager Niels Krause-Kjær.
- Vi er i klassisk konservativt vælgerområde. Dem får Naser Khader svært ved at appellere til, siger politisk iagttager Niels Krause-Kjær.
I det vestjyske ser den tidligere kristendemokrat Tove Videbæk ud til at miste sit ellers sikre mandat til veteranen Helge Adam Møller, som pludselig meldte sig under fanerne igen efter overstået sygdom.
- Jeg er helt overbevist om, at Helge Adam Møller vinder den kamp, siger Niels Krause-Kjær.
I Københavns Storkreds står Rasmus Jarlov til at tabe kampen om De Konservative mandater.
Reelt er det kun kulturminister Per Stig Møller, der kan føle sig sikker her, mens også Mogens Lønborg, der er gruppeformand for K i borgerrepræsentationen, hænger i en tynd tråd.
Også SF kan se frem til et spændende opgør i København, hvor Kamal Qureshi kæmper med Trine Mach, formand for Mellemfolkeligt Samvirke.
- En politisk kamp på liv og død, vurderer politisk kommentator Peter Goll.
Han mener, at der er udsigt til en meget tæt kamp, hvor Qureshi kan trække stemmer blandt pakistanske vælgere, mens Trine Mach kan høste hos unge og kvindelige akademikere.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker