Flere sov på danske hoteller i 2012
Danske hoteller stod for den største fremgang i antallet af overnatninger i 2012. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Hotellerne fik en fremgang på 501.000 overnatninger - svarende til en fremgang på fire procent.
Til gengæld gik det tilbage for de danske campingpladserne med et fald på 594.000 overnatninger - det er et fald på fem procent i forhold til året før. Samlet set var der 29 millioner overnatninger på hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrehjem.
Horesta, der er brancheorganisation for danske hoteller og restauranter, er tilfreds med, at flere trods den økonomiske krise - valgte at overnatte på hotel. Men det mangler at slå ud på branchens bundlinje.
- Siden det store kriseår 2009 er vi nu gået frem i antallet af overnatninger hvert eneste år. Det er meget positivt, men desværre ikke noget, der foreløbig har udmøntet sig i store overskud til hotelerhvervet, siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for Horesta.
Hotellerne er fortsat pressede af overkapacitet. For under krisen fra 2008 til 2011 er der bygget mange nye hotelværelser, og over halvdelen af landets hoteller kom i 2011 ud med underskud.
Samtidig presser overkapaciteten prisen på hotelværelser, for i samme periode faldt den gennemsnitlige omsætning per hotelværelse ifølge Horesta med 16,5 procent.
Sidste år var det især udenlandske gæster, der trak antallet af overnatninger op med en fremgang på 6,4 procent, mens fremgangen for danske gæster var på 2,4 procent.
- Internationalt vokser turismen i disse år. Denne vækst kan vi få del i her i Danmark, hvis erhvervet får bedre muligheder for at konkurrere med især vores nabolande. De har gennem de seneste ti år taget markedsandele fra os, siger Jens Zimmer Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet