FOA-medlemmer skal betale strejkekontingent
Fagforbundet Fag og Arbejde, FOA, skal have penge i kassen til kommende konflikter. Derfor skal medlemmerne til at betale strejkekontingent.
FOA har ikke opkrævet konfliktkontingent siden 1992. Og i dag er der lidt over en milliard kroner i strejkekassen.
- Det er ikke specielt velpolstret, når vi allerede i dag kender til kommunernes aggressive strategi. Vi ved, at de også ønsker at gøre op med store dele af vores arbejdstidsaftaler, siger forbundsformand Dennis Kristensen på FOA's kongres ifølge en pressemeddelelse.
- Og vi ved, at der er planer om at effektivisere for 12 milliarder i den offentlige sektor, siger formanden.
Medlemmerne var sidst i konflikt i 2008, og nu får "en hård og kontant arbejdsgiverlinje" forbundet til at forberede sig på nye tider.
- Vi har haft en lang og historisk tradition på det offentlige arbejdsmarked om at begrænse konflikter og arbejdskampe - også af hensyn til borgerne, siger Dennis Kristensen.
I 2008 var omkring 20.000 af FOA's medlemmer ramt af konflikten.
- Men siden har vi set en langt mere aggressiv arbejdsgiverlinje. Vi blev selv truet med den totale lockout tilbage i 2008, og her i 2013 lockoutede kommunerne fra starten alle lærere og undervisere, siger formanden.
- Kommunerne brugte det ultimative våben, og man brugte det hele vejen rundt, lige fra starten, siger forbundsformand Dennis Kristensen.
Spørgsmål: Frygter I ikke, at dette ekstra kontingent vil skræmme medlemmer væk?
- Jo, vi er bekymrede for det. Vi har i 11 år holdt prisen på vores kontingent i ro, så derfor er det ikke med særlig stor begejstring, at vi nu forhøjer det.
- Men omvendt må vi ikke komme i den situation, at vi bliver lockoutet af en arbejdsgiver og FOA's medlemmer så står og siger "hov, hvad skal vi nu leve af?", siger Dennis Kristensen til Ritzau.
Det er ikke alle FOA's delegerede på kongressen, der er for et strejkekontingent. På kongressen stemte 472 delegerede for, mens 93 var imod.
Det bliver FOA's hovedbestyrelse, der fastlægger det årlige konfliktkontingent. Planen er at opkræve 10 kroner ekstra per medlem 1. januar 2014.
Dennis Kristensen blev på kongressen genvalgt som formand i FOA for de næste tre år, mens Mona Striib blev genvalgt som næstformand.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker