Folkelig modstander af regeltyranni

Liberal Alliances spidskandidat i det nordjyske kan ikke ligge længere fra det typiske billede af en liberal som en succesfuld businessmand med skarpe pressefolder.

Med den 59-årige plejehjemsleder Thyra Frank har alliancen på alle måder fået en folkelig kandidat: I stedet for at andre skal bestemme over os, skal folk have lov til at "spise, drikke, ryge, og elske sig ihjel".

Thyra Frank var ellers i mange år medlem af Venstre.

- Der er noget nyhed og noget spændende i det her, sagde hun selv om årsagen til at skifte parti og stille op som kandidat.

Hun håber, at hun ved at gå ind i politik kan gøre en forskel for flere end bare beboerne på sit eget plejehjem.

- Hun er praktikeren, som viser, at ting kan lade sig gøre med mindre bureaukrati, færre regler og mere tillid, som Anders Samuelsen sagde, da han præsenterede Thyra Frank som kandidat.

Frank er født i Nordjylland og er kendt som leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Stedet er blevet velkendt, fordi beboerne både må ryge og drikke.

Hendes anderledes tilgang til ældrepleje er da også blevet bemærket i regeringen. Hun blev i januar udnævnt som formand for Ældrekommission og har også fået flere priser for sit arbejde.

/ritzau/

Plejehjemslederen Thyra Frank blev båret med ind i Folketinget af Liberal Alliances succes ved valget.

Offentliggjort Sidst opdateret