Tredje gang er lykkens gang for Mogens Lykketoft. Den 65-årige socialdemokratiske veteran er tirsdag enstemmigt valgt som formand for 179 nyvalgte politikere.
Det skete ved Folketingets åbning i folketingssalen.
Her hørte dronning Margrethe, prinsgemal Henrik og kronprinsparret Frederik og Mary fra kongelogen Helle Thorning-Schmidt holde den første åbningstale fra en socialdemokratisk statsminister siden 2001.
Venstres Bertel Haarder åbnede Folketinget som den ældste parlamentariker med et citat af digteren Johan Skjoldborg.
Haarder og Lykketoft skal lede Folketinget sammen med Dansk Folkepartis Søren Espersen, De Radikales Marianne Jelved og SF's Holger K. Nielsen. Kvintetten udgør Folketingets præsidium.
Mogens Lykketoft blev valgt til midlertidig formand første gang torsdag. Det skete før, det nyvalgte Folketing var blevet godkendt.
Dagen efter blev han valgt enstemmigt som formand. Denne gang inden, regeringskabalen var faldet på plads, og det var derfor stadig et åbent spørgsmål, om han ville fortsætte som formand eller indgå i den ny S-SF-R-regering.
I sin takketale lovede han at tøjle sit temperament.
- Jeg håber, at jeg kan løfte min del af opgaven med den nødvendige omtanke, den nødvendige humor og kun det mest nødvendige temperament, sagde Lykketoft.
Det affødte klapsalver og latter fra hans 178 kolleger. For Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, havde først afvist ham som folketingsformand på grund af hans temperament. Venstre lancerede forgæves De Radikales veteran Marianne Jelved.
Mogens Lykketoft er den første socialdemokratiske formand for Folketinget, siden Venstres Ivar Hansen i marts 1998 vandt ved lodtrækning over socialdemokraten Birte Weiss. Ivar Hansens navn blev efter tre lodtrækninger trukket op af en kinesisk vase.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde