Forårets lærerlockout trækker beskæftigelsestal ned
Umiddelbart er der rigtigt dårlige nyheder for arbejdsmarkedet i Danmark i andet kvartal 2013, hvor den samlede beskæftigelse blandt lønmodtagere faldt med 14.000 fuldtidsansatte svarende til 0,7 procent.
Men faldet skyldes de helt ekstraordinære omstændigheder i foråret, hvor landets skolelærere blev udelukket fra at gå på arbejde i næsten en måned på grund af lockouten, oplyser Danmarks Statistik.
- Faldet hænger sammen med lockouten på lærerområdet, der medførte, at antallet af fuldtidsbeskæftigede er cirka 13.000 lavere, end det ellers ville have været, skriver Danmarks Statistik.
I den offentlige forvaltning faldt beskæftigelsen med 12.000 fra første til andet kvartal omregnet til fuld tid - heraf skyldes de 11.000 lockouten. I private nonprofit-organisationer var der et fald på 2000, som også skyldes lockouten.
Den underliggende udvikling i beskæftigelsen taler for, at arbejdsmarkedet er ved at have nået bunden, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Når det er sagt, er det svært at se den store fremgang for sig den kommende tid, med mindre væksten overrasker positivt i 2. kvartal 2013, siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en kommentar.
Kommunernes lockout af lærerne varede fra 2. april 2013 frem til 26. april.
I alt blev 67.000 overenskomstansatte lærere på eksempelvis folkeskoler, ungdomsskoler og produktionsskoler berørt af lockouten.
Landets folkeskoler måtte aflyse i omegnen af 2,2 millioner lektioner.
Samlet set var der 2.128.000 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i andet kvartal.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker