Forbrugere skal beskyttes på spilleområdet

Der er blevet åbnet op for flere spiludbydere på det danske marked, og det får nu Spillemyndigheden og Forbrugerombudsmanden til at se på forbrugerbeskyttelsen.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe ser gode muligheder for en øget forbrugerbeskyttelse i et samarbejde med Spillemyndigheden:

- Gennem et sådant samarbejde vil vi således kunne styrke vidensniveauet på dette specifikke markedsføringsområde, siger han i en kommentar til samarbejdet og fortsætter:

- Et samarbejde med Spillemyndigheden vil desuden øge mulighederne for mere effektivt og på et tidligere tidspunkt at kunne gribe ind overfor de virksomheder, som ikke overholder dansk lovgivning.

Og det er ikke kun myndighederne, der bliver udfordret. Også spiludbyderne. Der er allerede en række regler, som navnlig tilsigter at forebygge ludomani, at beskytte børn og unge samt at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme, der skal overholdes.

- Vi skal sikre, at de virksomheder, som har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, også har det bedst mulige kendskab til og dermed også de bedste forudsætninger for til stadighed at overholde dansk lovgivning.

Det siger Birgitte Sand, direktør Spillemyndigheden.

Der er sat en mærkningsordning i gang. Den skal skabe tryghed omkring spil på væddemål og onlinekasino.

Mærkningen skal hjælpe spillere med at få overblik over, hvilke spiludbydere der har fået en tilladelse fra Spillemyndigheden.

/ritzau/

Det bliver nemmere og nemmere at komme til at tabe penge, hvis man er lidt af en spillefugl.

Offentliggjort Sidst opdateret