Forbrugerne holder på pengene. Det koster industrien job
På landsplan er antallet af beskæftigede faldet med fem procent siden 2009.
Men det er ikke alle brancher, som har mistet arbejdspladser. I ejendomshandel og udlejningsbranchen var der i 2012 knap otte procent flere beskæftigede end i 2009, hvor 41.514 arbejdede med huse og lejligheder.
Det viser en analyse, som Ugebrevet A4 har lavet på baggrund af tal fra eStatistik. Ud af de i alt 19 brancher, som arbejdsmarkedet er delt op i, har der været jobvækst i de seks.
Også i råstofindvindingsbranchen og undervisningssektoren er der kommet flere i job.
Den helt store taberbranche er industrien, hvor knap hvert femte job er forsvundet på tre år. Også bygge- og anlægsbranchen, energiforsyningssektoren og transportbranchen er hårdt ramt af fyringer.
Krisen har ændret på, hvilke brancher der vækster på beskæftigelsesområdet, forklarer Niels Westergaard-Nielsen, økonomiprofessor ved Copenhagen Business School.
- De brancher, hvor vi normalt ville have vækst, går dårligt, fordi der er problemer med forbrugernes efterspørgsel og med finansieringen.
- Flere af de brancher, der vokser, er ikke drevet direkte af forbrugernes efterspørgsel. Flere af dem er derimod statsfinansieret, siger økonomiprofessoren og henviser til blandt andet undervisnings-, sundheds- og kultursektoren.
Samlet set er beskæftigelsen faldet fra 2.817.957 i 2009 til 2.673.552 i 2012.
- Hvis man sammenligner med andre lande, går det væsentligt dårligere i Danmark end andre steder.
- Vores tab i job er næsten af samme størrelsesorden som i Italien, og det er ikke Italien, vi plejer at sammenligne os med, siger Niels Westergaard-Nielsen til Ugebrevet A4.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde