Forbrugerne kan ikke hitte rede i kortgebyrerne
Danske forbrugere har generelt et begrænset kendskab til gebyrreglerne, når de betaler med kort. Det viser analysen Betalingskortmarkedet 2014 fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
For når man bruger betalingskortet, afhænger gebyret blandt andet af, om der er tale om et debet- eller et kreditkort. Og om du handler i en fysisk butik eller på nettet.
- Det kan være svært for forbrugerne at skelne mellem de mange betalingskort. Vi råder dem altid til at undersøge, om deres kort er et debet- eller et kreditkort, og om det koster noget i gebyr at bruge det, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.
Faktisk ved fire af 10 forbrugere ikke, at fysiske butikker ikke må opkræve gebyr for brug af dankort. Mere end halvdelen ved ikke, at butikker godt må opkræve gebyr ved betaling med MasterCard. Og tre af fire forbrugere tror, at det er gebyrfrit at betale med dankort på nettet.
I Danmark blev der sidste år gennemført mere end 1,2 milliarder betalinger med kort. Heraf var der lidt mere end 5500 sager om misbrug med dansk udstedte betalingskort i Danmark. Og lidt over 40.000 sager om misbrug med dansk udstedte betalingskort i udlandet.
Danmark har ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen markant færre sager om misbrug med betalingskort end i udlandet. Det skyldes, at betalingerne i Danmark foregår med kort via chip. Siden chippen kom, er der slet ikke registreret problemer med dankort og Visa/dankort i Danmark.
I udlandet bruges magnetstriben oftere. Og det gør det lettere at kopiere og misbruge oplysninger fra kortet.
Oveni sker størstedelen af sagerne i udlandet ved fjernsalg, for eksempel i udenlandske netbutikker. Netop misbruget af kort ved fjernsalg er på fem år steget med 89 procent i takt med, at også flere danskere handler på nettet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker