Forsikringsfirma vil betale dine boligafdrag
Man kan forsikre sig mod meget. I krisens tegn er der dukket forsikringer mod blandt andet arbejdsløshed op. Og nu følger det næste, hvis man frygter for sit job: en forsikring der sørger for, at den månedlige boliggæld betales ved ledighed.
Det er firmaet RealKreditForsikring, der går ind og betaler realkreditydelserne i tilfælde af fyring. Ifølge forsikringsselskabet har hver femte svenske boligejer og hver tredje britiske boligejer allerede en tilsvarende forsikring.
Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen siger, at det især kan være enlige forsørgere og yngre boligejere, der kan have brug for en sådan forsikring:
- Det er de færreste, der er gearet til sociale begivenheder som fyring, sygdom eller skilsmisse, og for mange vil forsikringen kunne bidrage til tryghed i en svær tid, siger hun om den nye forsikring, som danske boligejere kan tegne fra mandag.
Realkreditforeningens direktør Karsten Beltoft kalder initiativet for "et interessant supplement i tilfælde af ledighed".
- Især yngre familier og måske familier, der har købt i årene 2006-07, hvor boligmarkedet nåede sit toppunkt, vil kunne finde tryghed her, mener han.
De danske boligejere afdrager i snit 5000 kroner om måneden på deres realkreditlån. Og en forsikring vil koste cirka 200 kroner om måneden.
Det er franske Axa, der er en fransk forsikringskoncern, der står bag forsikringen. Og Morten Jeppesen fra Marsh & McLennan Agency har været med til at udvikle RealKreditForsikring for Axa.
Han siger, at det er vigtigt, at forsikringen ikke er med til at øge boligejernes gæld:
- En RealKreditForsikring handler ikke om at udsætte terminen, men om reelt at betale og overtage boligejernes realkreditforpligtelser, renter som afdrag, i en periode, hvor den faste indtægt svigter, siger han.
Forsikringen gælder seks måneder efter, man har tegnet den og dækker ydelser på op til 15.000 kroner om måneden i op til et år.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie