Selv om både De Radikale, SF og Socialdemokraterne er klar til at skrotte værnepligten, så kommer det ikke til at ske foreløbig, fastslår forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).
- I Venstre og Konservative ønsker vi at bevare værnepligten, fordi den giver en folkelig forankring i forsvaret. Desuden er grundloven meget klar om, at vi skal have en værnepligt, siger ministeren.
Gitte Lillelund Bech glæder sig over, at 96 procent af det seneste hold værnepligtige, som startede 1. august, er frivillige. Men hun er bekymret for, at tendensen vil vende.
- I dag har vi mange frivillige. Men det kan vi ikke være sikre på i fremtiden med de små ungdomsårgange. Der bliver kamp om de unge, og jeg føler mig ikke sikker på, at nok vil melde sig, siger forsvarsministeren.
En kommende rød regering vil gå målrettet efter at få værnepligten afskaffet efter 2015, når det næste forsvarsforlig skal forhandles i 2014. Men det har lange udsigter, da både Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti stritter imod.
DF's forsvarsordfører, Ib Poulsen, afviser enhver snak om at afskaffe ordningen.
- Vi skal bevare værnepligten. Det er en af vores kerneværdier, at vi har både øst og vest, høj og lav, når vi er ude at kæmpe for Danmark, siger Ib Poulsen.
Rent teknisk kan man af hensyn til grundloven ikke afskaffe værnepligten, men kun suspendere den. En undersøgelse af værnepligten vil i løbet af 2012 give en række svar på, om ordningen bør suspenderes eller udvides.
- I den forbindelse skal vi blandt andet også se på, om vi kan udvide værnepligten til at omfatte kvinder, så alle unge, der fylder 18 år, skal trække et nummer, siger Gitte Lillelund.
En Gallup-meningsmåling fra juli viser, at der ikke længere er opbakning til at bevare værnepligten i den danske befolkning. Knap to ud af tre danskere ønsker nu ordningen afskaffet.
Også Holland, Frankrig og Sverige har for nylig afskaffet værnepligten.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned